Udlejning via Airbnb

Det er på det seneste blevet meget populært at udleje (dele af) sin bolig via hjemmesiden Airbnb. Der kan være tale om udlejning af hele boligen, eller udlejning af et eller flere værelser.

Det er imidlertid ikke helt problemfrit at udleje via Airbnb i Danmark.

En-familieshus

Ejer du et en-familieshus som du vil udleje helt eller delvist, så er der formentlig ingen hindringer i vejen for det.

Ejerlejlighed

Vil du helt eller delvist udleje din ejerlejlighed, så står det dig som udgangspunkt frit for. Men mange ejerforeninger har i deres vedtægter begrænset ejernes ret til at udleje deres lejligheder, så du skal sikre dig, at det er tilladt i din ejerforening, eller også skal du evt. indhente tilladelse fra ejerforeningens bestyrelse, før du begynder at udleje.

Andelsbolig

Ejer du en andelsbolig, så gælder der de samme regler som for ejerlejligheder. Det er som udgangspunkt tilladt at fremleje andelsboligen delvist, men for de fleste andelsboligforeninger gælder der begrænsninger i andelshavernes ret til at fremleje. Du bør derfor se vedtægterne igennem og evt. indhente tilladelse fra bestyrelsen, inden du begynder at udleje.

Privat lejebolig

Bor du til leje i en privat lejebolig, så er det langt fra sikkert, at du må fremleje lejemålet helt eller delvist. Du vil altid have ret til at fremleje et enkelt værelse, men udlejer har krav på at blive gjort bekendt med hvem du udlejer til, og til at få en kopi af lejekontrakten. Du bør derfor få lavet en aftale med din udlejer, inden du begynder at udleje. Fremlejer du uden udlejers tilladelse, risikerer du, at udlejer ophæver lejeaftalen.

Almen lejebolig

For almene lejeboliger gælder overordnet samme regler som for de private lejeboliger, dog må huslejen ved fremleje ikke overstige din egen leje. Du skal altså have en aftale i stand med boligforeningen, inden du begynder at fremleje.

Forestiller man sig, at du betaler 4.800 kr. pr. måned for en 2-værelses lejlighed, og du vil udleje det ene værelse via Airbnb, så må du i almene lejeboliger højest opkræve 80 kr. pr. nat i leje for værelset (4.800 divideret med 2 divideret med 30).

Print Friendly, PDF & Email