Brug af vedligeholdelseskonto ved fraflytning
Spørgsmål:
Hej Søren,
Jeg vil gerne prøve ”et gratis spørgsmål” .
Kan det være rigtigt, at man bliver trukket i depositum ved fraflytning af lejemål (hos KAB), når nu der står rigeligt med penge på vedligeholdelseskontoen? Det drejer sig om gulvafslibning efter 7 års leje.
Og er jeg berettiget til håndværkerfradrag ved evt. udbedringer??
Svar:
Er der vedligeholdelseskonto i din almene bolig, så bliver den spærret, når lejemålet bliver opsagt. Dvs. der kan ikke bruges af kontoen i forbindelse med fraflytning. Du skal som udgangspunkt heller ikke betale for almindelig vedligeholdelse ved fraflytningen. Det du derimod godt kan blive pålagt at betale for er det som betegnes misligholdelse. Dvs. at du afleverer lejemålet i en ringere stand, end hvad der med rimelighed kan forventes. Sådanne udgifter skal du selv betale for, og det kan under alle omstændigheder ikke dækkes af vedligeholdelseskontoen.
Du bør gennemgå flytteopgørelsen nøje for, om der er trukket beløb for udgifter, som du ikke skal betale for. Er du uenig i flytteopgørelsen, skal du klage til boligselskabet, og hvis boligselskabet fastholder opgørelsen, har du mulighed for at klage til Beboerklagenævnet i din kommune.
For at kunne få håndværkerfradrag skal du for det første bo i lejeboligen, mens arbejdet udføres, og det gør du ikke, når du er fraflyttet. Desuden er almindelig vedligeholdelse ikke længere omfattet af de ydelser, som man kan få fradrag for, så du vil ikke kunne få håndværkerfradrag for istandsættelsen.