Kan en mindreårig indgå en gyldig lejeaftale?
Mindreårige kan ikke indgå forpligtende aftaler, hvor der er risiko for at stifte gæld – og det er der ved lejeaftaler.
Hvis en mindreårig skal indgå en lejeaftale, er det således nødvendig at vedkommendes værge også underskriver lejeaftalen. I visse tilfælde skal også Statsforvaltningen godkende lejeaftalen, inden den kan anses for gyldig.
Hvis en mindreårig har indgået en lejeaftale og er flyttet ind, så kan både værgen og udlejer erklære aftalen for ugyldig, hvorefter den mindreårige skal flytte igen. Ved fraflytningen skal der dog kun betales husleje svarende til den “nytte”, som den mindreårige har haft af lejemålet.
Hvis ingen anfægter lejekontrakten, og den mindreårige også efter at være blevet myndig fortsat betaler husleje og opfylder lejekontraktens vilkår, så bliver lejekontrakten dog gyldig fra tidspunktet, hvor den blev indgået.