Når lejer kun flytter delvist
Indimellem sker det, at lejer efter at have modtaget en ophævelsesskrivelse eller efter selv at have opsagt lejeaftalen fraflytter lejemålet, men efterlader en række ejendele i lejemålet som ikke oplagt er uden værdi.
Spørgsmålet opstår her, om udlejer må anse lejer for endegyldigt fraflyttet og dermed kan gå i gang med at renovere og genudleje. Denne antagelse er ikke uden risiko for udlejer. Udlejer risikerer, at lejer efterfølgende kommer og kræver sine ejendele udleveret eller gør gældende, at udlejer har beskadiget dem og derfor kræver erstatning. I disse tilfælde er det udlejer, der skal bevise, at man var berettiget til at fjerne eller flytte de pågældende genstande.
Har lejer derimod meddelt, at lejemålet vil være fraflyttet på en bestemt dato, og har lejer afleveret nøglerne hos udlejer, så må udlejer gå ud fra, at det der er efterladt i lejemålet efterfølgende er ejendele, som lejer ikke ønsker at tage med sig. Denne hovedregel må dog tages med visse forbehold, hvis der i lejemålet fortsat er genstande af en ikke ubetydelig værdi.
Er der ejendele fortsat i lejemålet, bør udlejer enten skriftligt indhente lejers bekræftelse på, at genstandene må fjernes, indlevere ejendelene til politiet som hittegods eller også må udlejer anse lejer for ikke at være flyttet, og derfor bede fogedretten om hjælp til at blive indsat i lejemålet. Det sidste er en proces, der vil vare ikke under 1 måned, men så længe lejemålet ikke er tømt, så er lejer forpligtet til at betale husleje, og udlejer vil derfor kunne få dækket sit tab som følge af lejers manglende fraflytning. Uanset hvilken metode udlejer vælger, bør udlejer sørge for detaljeret fotodokumentation af, hvordan lejemålet så ud, og hvilke genstande der befandt sig i lejemålet.