Vedligeholdelse efter den nye lejelov

 

Spørgsmål

Kære Søren. I forbindelse med dit indlæg om den nye lejelov, har jeg et spørgsmål, der omfatter udlejeres ret til at kræve, at lejer vedligeholder de i lejligheden installerede og tilhørende udlejer hårde hvidevarer og sanitet. Du skriver i dit indlæg: “Det der er nyt er, at man ikke gyldigt kan aftale, at lejers indvendige vedligeholdelsespligt ved fraflytning kan omfatte mere end det i loven anførte. Man kan dog stadig aftale, at lejer mens lejeaftalen forløber, skal vedligeholde andet og mere vedrørende lejemålet, f.eks. hårde hvidevarer, have, sanitet, osv.”

Århus Lejerforening har en helt anden opfattelse – de skriver på deres hjemmeside:

“Din udlejer eller dig kan have den indvendige vedligeholdelsespligt. I den nye lejelov defineres den indvendige vedligeholdelse som maling, hvidtning, tapetsering og gulvbehandling. Det er ikke længere muligt at aftale, at du for eksempel skal vedligeholde ruder, elkontakter og hårde hvidevarer. Du har dog stadig vedligeholdelsen af nøgler og låse.”

Hvad er den rigtige udlægning af den nye lejelov på dette punkt? Jeg glæder mig til at høre fra dig snarest muligt.

De bedste hilsner

 

 

Svar:

Jeg fastholder det jeg har skrevet. Lejelovens § 20 omhandler lejers vedligeholdelsespligt (og nævner kun låse og nøgler), men det der særligt værd at bemærke er, at § 20 er fravigelig. Udlejer og lejer kan altså aftale noget andet. At reglen er fravigelig kan du se i lejelovens § 24, hvor er oplistet de paragraffer i kapitlet, som ikke er fravigelige.

Der er således ikke noget i vejen for at udvide lejers vedligeholdelsespligt. Det skal blot være aftalt i lejekontrakten, og benyttes typeformularen, skal det således stå i § 11.

 

Print Friendly, PDF & Email